Ida genopdagede sin mindretalsidentitet i Østafrika

Mit navn er Ida Petersen. Sommeren 2023 blev jeg student fra A. P. Møller Skolen, et af de danske gymnasier i Sydslesvig. Næsten hele mit liv voksede jeg op i mindretallet, med to kulturer. Dog var det først gennem SydslesvigCrew og Elevambassadør-projektet, at jeg virkelig kunne sætte ord på mit tilhørsforhold og forstå, hvad det egentlig betyder for mig at være vokset op med to kulturer.

Selvom jeg altid har nydt livet derhjemme i grænselandet, var det for mig hurtigt klart, at jeg skulle ud og se noget af verdenen efter min studentereksamen. Jeg fandt en organisation i Lyksborg, der hvert år sender frivillige til Østafrika, hvor de kan arbejde som frivillige og opleve landet.

Inden vi tog ud til de forskellige lande, havde vi nogle forberedelsesseminarer i Lyksborg. Her mødte jeg alle de andre frivillige fra hele Tyskland, der nu er i Rwanda, Uganda og Namibia. Det var her, jeg opdagede på ny, hvor specielt det er at vokse op i mindretallet. Vi havde mange samtaler om, hvordan hverdagen og skolen ser ud for os alle sammen, og her kunne jeg hurtigt mærke, at vores skoler fungerer på en helt anden måde. Samværet med de andre frivillige viste mig også den kulturelle mangfoldighed, der er i Tyskland. Det var sjovt at se, at vi alle havde ord, de andre ikke kendte eller forstod. Det var en ny form for kulturel mangfoldighed, som jeg og de andre heller ikke havde været konfronteret med på den måde før.

Nu hvor jeg er kommet til Uganda, er kulturen og livet selvfølgelig grundlæggende anderledes. Jeg kan dog genkende lidt af det, vi har i grænselandet. Det er ikke selve landene, der har sørget for landegrænserne, men kolonialisterne og de forhandlinger, kolonimagterne førte. Når man for eksempel ser på grænsen mellem Rwanda og Uganda, går den igennem områder, hvor de samme stammer hører til. Det vil sige, at en stamme simpelthen blev splittet af en grænse, andre lavede. Selvom det var lokalbefolkningen i Danmark og Tyskland, der bestemte, hvor grænsen skulle gå, blev ligesindede mennesker ligeledes splittet af en grænse.

Dette diskuterede jeg meget med nogle lokale fra grænseområdet. De kender måske ikke nogen "fra den anden side af grænsen", men alligevel har de et slags forhold til hinanden. Det er også vildt at se, hvor meget sprogene ligner hinanden, og hvordan lokale dialekter har en indflydelse. En der kommer fra Østrwanda kan ikke snakke samme sprog som en fra Vestuganda, men alligevel kan de forstå hinanden.

En helt ny oplevelse, der åbnede mine øjne for en ny form for kultur, er stammerne og kongerigerne inden for Uganda. Det ligner lidt det, vi i Tyskland kalder Bundesländer, som Slesvig-Holsten, bare med konger, der ikke har så meget magt. Men det er stadig vigtigt for folk, hvilket kongerige de hører til, og hvilken stamme inden for det kongerige. Man kan se det på det sprog, folk taler. Hvert kongerige, ja næsten hver stamme, har sit eget sprog. Det betyder, at folk, der ikke lærer engelsk, ikke kan tale med deres landsmænd fra en anden region.

Jeg tror, at disse fænomener har fået mig til at beskæftige mig endnu mere med kolonialhistorien, især den danske og den tyske. Selvom Uganda var en engelsk koloni, har nabolande som Tanzania været en tysk koloni, hvor man stadig kan mærke den tyske indflydelse. Også Danmarks kolonialhistorie har interesseret mig meget mere, og jeg lærer mere og mere om, hvad vores kulturer derhjemme indebærer ud over sprog og om, man danser om juletræet eller ej.

Mindretalsbaggrunden har motiveret mig til at tage af sted, lære mere om de kulturer, man kan finde her. På den måde har jeg også lært rigtig meget om derhjemme, om vores kultur. Ting, man antager som universelle, er det måske alligevel ikke. Jeg føler, at dette år som frivillig i Uganda bare vækker endnu mere interesse for at forstå social udvikling, og den måde vi lever kulturel diversitet på derhjemme, har givet mig håb om, at det måske også kan opnås i Østafrika på et tidspunkt, hvor forskellige etniciteter ikke længere bliver sat op imod hinanden af politikkerne og at de konflikter der stadig finder deres rødder i kolonialtiden kan løses på en fredelig måde.